Sommerhilsen fra bestyrelsen

09-07-2025

Kære alle. Tak for en god og spændende sæson. Det har været en fornøjelse at følge vores spillere, trænere og forældre i aktion på både ungdoms- og seniorniveau.

Et stort tak til de forældre, der hjælper til med både store og små opgaver i klubben. Uden den hjælp kunne vi ikke levere så gode oplevelser for jeres børn. Også et stort tak for den opbakning I giver til jeres børn, og for at bidrage til den gode stemning på de danske badmintonbaner. Vi vil også gerne takke Peter Lyneborg Jacobsen og Henrik Løkke for deres arbejde i bestyrelsen. Vi håber, at endnu flere vil hjælpe med både store og små opgaver i klubben i den kommende sæson.

Der skal også være en stor ros til alle jer spillere for jeres indsats til både træning og i kamp. Særligt en stor tak til jer, der hjælper med at tage imod de nye spillere i klubben – det bidrager til fællesskabet og ånden i klubben, og det er noget, vi kan være stolte af i RBK.

Til vores trænere i den forgangne sæson skal der også lyde en meget stor tak. En særlig tak til Rasmus Carøe Christensen og Anna Ingeborg Jensen, der desværre stopper i klubben. En kæmpestor tak for jeres indsats - Vi håber at se jer tilbage igen på et senere tidspunkt.

Trænerteamet til den kommende sæson er på plads, og bliver udgjort af Daniel Thorhauge, Martin Kragh, Sune Gavnholt, Jacob Hoberg, Josephine Risager, Mette Kragh, Andreas Bastup, Cecilie Løkke og Per Winther. Der er mange kendte ansigter og et par nye. Der er allerede, som tidligere skrevet, åben for tilmeldingerne til holdene for den kommende sæson; I kan tilmelde jer her: https://rbk.dk/Holdtilmelding

Vi glæder os allerede til næste sæson med flere gode sociale og sportslige oplevelser.

Hallerne på Boghvedevej og Søndermarkskolen står nu helt sommer-tomme, og venter bare på nethejsningen d. 10. august på Boghvedevej, hvor de igen skal lægge gulv til en masse sjove timer med badminton.

Husk at holde kroppen i gang hen over sommeren – men vigtigst af alt: nyd ferien, spis nogle is og få slappet af.

Rigtig god sommer til jer alle.


10