Onsdag den 28. august afholdte vi i RBK for første gang et sponsorløb, hvor medlemmer skulle finde deres egne sponsorer - det kunne være alt fra virksomheder, bedsteforældre eller venner, der ville støtte op om den enkelte og dermed også klubben. Arrangementet blev afholdt på lukket bane ved Randers køretekniske anlæg, så også børn kunne deltage i arrangementet. I en time skulle medlemmer cykle, løbe eller på anden måde transportere sig rundt på en strækning, som var 1,2 km. Efter kort tid var der god spredning på deltagerne, så der var plads til alle. Arrangementet skulle ud over indsamling af penge også være med til at styrke fællesskabet og klubånden på tværs af hold, niveau og alder.
Vi havde ingen idé om, hvad vi kunne forvente af opbakning - men må sige vi blev positiv overrasket. Der var rigtig god tilslutning og ikke alene fik vi sammen indsamlet over 25.000 kr. til klubben, der var rigtig mange der deltog og var med til at skabe en fantastisk stemning.
Formanden havde i dagens anledning fået istandsat sin legendariske røde musik-dobbelt-cykel, så der var sørget for musik hele vejen rundt på strækningen. Undervejs røg der dog et sæt pedaler, så turen for formanden blev en anelse hårdere end forventet, men så er det jo godt Lasse og Thorhauge havde super gode ben og hjalp formanden i mål.
Føtex stod for vand og snack til de deltagende, samt et smartboks gavekort, som gik til Noah og Liva, mens vores tøj og udstyrssponsor Victor (Racket Group) gav præmier, til de der havde indsamlet mest. Josephine der havde indsamlet mest, havde indsamlet over 4.000 kr. og vandt dermed en ketcher fra Victor, som hun valgte, at Sune skulle finde en ny vinder af blandt alle deltagere. Cecilie og Lasse der havde indsamlet 2. og 3. mest vandt hver en taske fra Victor.
Tusind tak til alle deltagere og sponsorer.
Du kan se flere billeder fra arrangementet her:
https://rbk.dk/galleri - 2024 - Sponsorløb 2024