Velkommen til Randers Badminton Klubs hjemmeside. Vi vil her på siden forsøge at holde såvel medlemmer som andre interesseret opdateret på, hvad der sker i klubben.
Støt RBK - bestil et OK-benzinkort |
Støt RBK - køb strømper
|
Book en bane |
I weekender, hvor der ikke er anden aktivitet i hallen, vil der fremadrettet være mulighed for at booke en bane på timebasis.
Så tag familie eller venner med i hallen og spil lidt badminton i allerede i weekenden.
Se mere her
Onsdag den 28. august afholdte vi i RBK for første gang et sponsorløb, hvor medlemmer skulle finde deres egne sponsorer - det kunne være alt fra virksomheder, bedsteforældre eller venner, der ville støtte op om den enkelte og dermed også klubben. Arrangementet blev afholdt på lukket bane ved Randers køretekniske anlæg, så også børn kunne deltage i arrangementet. I en time skulle medlemmer cykle, løbe eller på anden måde transportere sig rundt på en strækning, som var 1,2 km. Efter kort tid var der god spredning på deltagerne, så der var plads til alle. Arrangementet skulle ud over indsamling af penge også være med til at styrke fællesskabet og klubånden på tværs af hold, niveau og alder.
Vi havde ingen idé om, hvad vi kunne forvente af opbakning - men må sige vi blev positiv overrasket. Der var rigtig god tilslutning og ikke alene fik vi sammen indsamlet over 25.000 kr. til klubben, der var rigtig mange der deltog og var med til at skabe en fantastisk stemning.
Formanden havde i dagens anledning fået istandsat sin legendariske røde musik-dobbelt-cykel, så der var sørget for musik hele vejen rundt på strækningen. Undervejs røg der dog et sæt pedaler, så turen for formanden blev en anelse hårdere end forventet, men så er det jo godt Lasse og Thorhauge havde super gode ben og hjalp formanden i mål.
Føtex stod for vand og snack til de deltagende, samt et smartboks gavekort, som gik til Noah og Liva, mens vores tøj og udstyrssponsor Victor (Racket Group) gav præmier, til de der havde indsamlet mest. Josephine der havde indsamlet mest, havde indsamlet over 4.000 kr. og vandt dermed en ketcher fra Victor, som hun valgte, at Sune skulle finde en ny vinder af blandt alle deltagere. Cecilie og Lasse der havde indsamlet 2. og 3. mest vandt hver en taske fra Victor.
Tusind tak til alle deltagere og sponsorer.
Du kan se flere billeder fra arrangementet her:
https://rbk.dk/galleri - 2024 - Sponsorløb 2024
Søndag den 14. juli deltog 14 frivillige fra Randers Badminton Klub i oprydningsarbejdet på pladsen efter Radio ABC’s Beach-party i Grenå.
RBK fik muligheden, da den forening, der normalt hjælper trak sig fra opgaven kun få uger før.
Der var cirka 8000 deltagere til Beach Party, og festpladsen var søndag morgen fyldt til randen med affald, ølkrus, shotsrør, regnslag og affald.
Men “bevæbnet” med arbejdshandsker og løvriver, og iført gummistøvler, lykkedes det de frivillige fra RBK, at fjerne alt affald på pladsen på kun 3,5 time, så det igen blev muligt at se græsunderlaget på strandområdet.
Efter det store oprydningsarbejde bød Radio ABC alle de frivillige på hyggelig frokost.
Den store indsats resulterede i en samlet lønindtægt fra Radio ABC på ca. 4500,- der gik direkte i klubkassen.
Radio ABC var efterfølgende så tilfredse med det udførte arbejde, at Randers Badminton Klub også næste år får tildelt opgaven.
Det var, trods det "beskidte" arbejde, en rigtig hyggelig dag, hvor vi RBK'ere gik sammen og hyggesnakkede, mens der blev arbejdet. Så vi håber at se nogen af jer igen næste år og også rigtig gerne nogle nye frivillige - store som små - alle kan hjælpe.
|
|
|
Har du skiftende arbejdstider og har svært ved at motionere samme tid hver uge, et væddemål med den påstålige onkel, der skal afgøres eller er I bare en familie, kollegaer eller nogle venner der kunne tænke jer at spille lidt badminton engang i mellem, så kan I leje en bane i Randers Badminton Klub. Det eneste I skal medbringe er indendørs sko, bolde og ketsjer. Bolde kan købes på shoppen her på siden. Vær opmærksom på leveringstid ved bestilling af bolde.
Der kan bookes baner i alle vores tre haller.
Tjek her hvornår der er ledige baner.
Fire ungdomsspillere fra Randers Badminton Klub er blevet inviteret til Badminton Midtjyllands kredstræningssamlinger for sæson 2023/2024 i U11-U15 rækkerne.
Spillerne er: Frida D. Kannegaard, Alexandra F. Kristensen, Malte Jørgensen og Oliver Sommer.
Alle er inviteret pga. deres flotte præstationer i sidste sæson.
De tre førstnævnte har sagt ”ja tak” til invitationen og Oliver prioriterer hans træning andetsteds.
Kredstræningssamlingerne foregår seks gange i Grindsted, hvoraf to af samlingerne er med overnatning.
Derudover kan disse spillere yderligere kvalificere sig til at spille ”Kredsmatch” i en weekend mod de andre kredse i Badminton Danmark.
Stort tillykke med udtagelsen til alle fire spillere.
Nyd denne oplevelse og kom tilbage med ny inspiration og en masse at fortælle til jeres klubkammerater.
Med Venlig Hilsen
Bestyrelsen og Trænere i Randers Badminton Klub
Josephine fra RBK er sammen med 4 andre lokale frivillige med i en kampagne, hvor Randers kommune sætter fokus på frivillige i idrætsforeningerne.
I avisannoncer, videoer på de sociale medier og på kommunens hjemmeside vil de 5 lokale frivillige fortælle, hvorfor de har valgt at gå ind i en idrætsforening. Med kampagnen ønsker Randers kommune - udover at hylde og synliggøre de frivilliges indsats - at kunne inspirere og motivere andre til at blive frivillig i en idrætsforening. De 5 frivillige vil henover foråret også kunne ses i bybilledet på bybusser, plakater og infoskærme.
På Randers kommunes hjemmeside kan du se video og udtalelse af Josephine og de andre frivillige.
Josephine er den 21. marts inviteret i radio ABC/Alfa for at tale om netop frivilighed.
Vi håber selvfølgelig Josephine og de andre vil inspirere dig og mange andre - så kontakt os endelig i bestyrelsen, hvis du kunne have lyst til at støtte op om klubben ved at give en hjælpende hånd. Lidt hjælp - kan være en stor hjælp.
Udklip fra Ugeavisen Randers den 8. marts 2023
Tirsdag blev vores to trænere på pigetræningen, Josephine Risager og Anna Ingeborg Jensen, kåret til Årets trænere i Østjylland.
Jesper Faurskov fra DGI Østjylland overraskede trænerne til tirsdagens pigetræning med diplomer, gavekort og en tale.
Prisen går til de to trænere for den store succes med tirsdagstræningen, som kun er for piger. Josephine fik ideen til holdet for fire år siden. Den første sæson var der 8-10 piger tilmeldt. Siden er holdet vokset til 40 piger fordelt over to haller. Og flere står på venteliste. Anna Ingeborg Jensen kom med som træner sidste sæson, ligesom Sophia Mølgaard Falkenberg kom med som hjælpetræner.
Trænerne bliver rost for deres succes med at tiltrække og fastholde så mange piger i en sport, som ellers har en overrepræsentation af drenge. Og for at give pigerne et frirum, motion og socialt samvær i en god atmosfære.
Trænerne er nu nomineret som Årets trænere i hele Midtjylland.
Mandag den 27. marts havde vi i Randers Badminton klub besøg af landstræner Thomas Stavngaard, der har sin daglige gang på brøndby-træningen, hvor han primært er ansvarlig for herredoublerne.
Via vores tøjsponsor Victor, er vi så heldige, at vi kunne få besøg af en af landstrænerene. Det blev Thomas Stavngaard der lagde turen forbi Randers mandag den 27. februar, for at træne et hold ungdomsturneringsspillere og senior 1. Der blevet gået til den med doubleøvelser på begge træninger.
Tak til Thomas for to rigtig gode træninger.
Som ny badmintonforældre, kan det nogle gange være svært at vide, hvordan man nemmest hjælper sit barn til at få en god oplevelse.
Hvordan er reglerne? Hvordan bliver mit barn tilmeldt en turnering? Hvilken række skal mit barn stille op i? Hvad er holdkampe og kan mit barn spille det?... og mange mange flere spørgsmål.
Vi har samlet lidt information og link til dgi her, som forklarer lidt om det at være forældre, og hvordan du får tilmeldt dit barn turneringer - så måske du kan finde lidt hjælp der.
Du er også altid velkommen til at tage fat i en af trænerne eller ungdomsformand, Peter Lyneborg Jacobsen på uu@rbk.dk.