Stor udskiftning i bestyrelsen i Randers Badminton Klub

07-06-2021

Randers Badminton Klub fik tirsdag den 1. juni ny bestyrelse. Der var tale om en større udskiftning, og næstformand, Peter Lyneborg Jacobsen, var eneste medlem fra den tidligere bestyrelse, der fortsatte.

Ny formand i klubben blev 42-årige Johnny Freiheit, som til daglig er afdelingsdirektør i Jutlander Bank. Johnny Freiheit er et kendt ansigt i klubben, idet han tidligere har været blandt andet formand og træner i klubben.

”Jeg ser frem til arbejdet med at bygge videre på en klub, hvor eliten og bredden går hånd i hånd. Vi har tidligere haft Danmarksmestre i klubben. Det kunne være sjovt at få igen, både individuelt og som hold for ungdom”, siger Johnny Freiheit og fortsætter: ”Vi vil gerne være en attraktiv samarbejdspartner for erhvervslivet i byen. Og så skal vi være en klub med højt til loftet, hvor der er plads til alle”.

Med i bestyrelsen kom også Martin Vellerup, kasserer. Karina Mølgaard Rasmussen, sekretær. Samt Jesper Christensen, Lene Nørgaard Jensen og Rikke Risager, menige medlemmer.

Bestyrelsen vil som noget af det første forsøge at få et samarbejde med skoler og daginstitutioner, for at få flere børn og unge til at opdage badmintonsporten.

”Og så skal vi på jagt efter flere sponsorer, så vi kan få et bredt samarbejde med byens erhvervsliv”, slutter Johnny Freiheit.